NorFalk laver bæredygtige ingredienser til sæbe, kosmetik og vaskepulver og er på kort tid nået til at modtage millioner i investering.
Etableringen af NorFalk
Kasper Falkenberg og Nicklas Nørgaard er begge civilingeniører i kemi og bioteknologi fra Aarhus Universitet. Efter endt uddannelse var det essentielt for dem at bringe deres faglighed i spil, så udgangspunktet for dem blev et spørgsmål om, hvordan de kunne gøre nogle af de ting, hvori der allerede indgår kemi, bedre?
Kasper og Nicklas valgte at fokusere på et område, hvor de kunne komme til at gøre en signifikant forskel: surfaktanter, som er aktive og stabiliserende ingredienser i sæber, vaskepulver og kosmetik, og hermed – selvsagt- et kæmpe marked på globalt plan. Problemet med surfaktanter er, fandt de ud af, at de udelukkende er produceret med brug af fossile kilder – altså sort olie og palmekerneolie, som ikke er bæredygtige kilder.
NorFalk (virksomhedsnavnet er en sammentrækning af de to grundlæggeres efternavne) blev etableret d. 1/2/2022 og det var i den første periode en kæmpe hjælp for virksomheden, at kunne få stillet laboratoriefaciliteter til rådighed af Food & Bio Cluster, nærmere betegnet i Agro Business Park ved Viborg.
“Som nystartet virksomhed er et samarbejde, som det vi havde og fortsat har med Food & Bio Cluster Denmark, herunder Agro Business Park, uvurderligt. Begge parter var/er utroligt imødekommende og hjælpsomme, og jeg kan virkelig kun på det varmeste anbefale andre startups at række ud til dem,” forklarer CEO og co-founder af NorFalk, Kasper Falkenberg.
Udvikling, opskalering og økonomisk medvind
Efter et år i Agro Business Park flyttede NorFalk til nye kontor- og laboratoriefaciliteter i Risskov, hvor virksomheden fortsat udvikler surfaktanter, der ikke er lavet på hverken fossil råolie eller på palmeolie. NorFalks surfaktanter kan derimod laves af lokale, fornybare ressourcer, såvel som af bioorganiske, upcyclede affaldsressourcer, der pt. bliver afbrændt eller omdannet til ”lavværdiprodukter” Således kan NorFalk opnå en CO2-besparelse på over 40 pct. ift den konventionelle fremstilling af surfaktanter.
»Vi arbejder målrettet på, at få vores surfaktanter i nogle produkter i slutningen af 2024. Hvad angår en større skala, er vi forventeligt et par år ude i fremtiden, fordi vi skal have det produceret. Men planen er at komme op i flere tons-skala inden for de næste par år. Og så har vi flere surfaktanter i vores pipeline, der senere skal opskaleres. Og det startede alt sammen i et lille laboratorium, muliggjort af Food & Bio Cluster Denmark og Agro Business Park« siger Kasper Falkenberg.
I tiden hos Agro Business Park fik NorFalk blandt andet hjælp til en Innobooster, til budget og investor netværk. I 2023 modtog virksomheden en investering på 13,7 millioner kr. fra Bio Innovation Institute, som er en fond støttet af Novo Nordisk Fonden. Derudover har de modtaget finansiel støtte fra GreenUp samt en direkte investering fra Danmarks Eksport- og Investeringsfond.
NorFalk har i dag hensigtserklæringer fra potentielle kunder, der repræsenterer et sted mellem 80-90 % af det danske marked indenfor husholdningsprodukter og personlig pleje.
Virksomhedsinfo
NorFalk består idag af 9 personer:
CEO og co-founder Kasper Falkenberg, CTO og co-founder Nicklas Nørgaard, R&D Manager Helena Rasmussen, Organic Synthesis Specialist Oliver Gedde, Biochemical specialist Stine Asmussen, Chemical Specialist Daniel Lind, Student assistant Vivian Rask, Process Engineer Ulrik Abildgaard, samt Head of Marketing, People & Culture Lasse Løber.
Hertil kommer en professionel bestyrelse og et advisory board.