Lundsby Biogas startede i 1995 som et datterselskab til virksomheden Lundsby Industri, men i 2015 blev biogasforretningen solgt fra og flyttede ud som selvstændig forretning – og ind i inkubationsmiljøet hos Agro Business Park.

– Hos Lundsby Biogas rådgiver, projekterer og bygger vi turn-key biogasanlæg til Danmark og i landene omkring. Vi har i omkring 25 år haft som hovedfokus at bygge biogasanlæg, og det har vi også den dag i dag, fortæller Ricco Veile, CEO hos Lundsby Biogas.

Men selvom det kan lyde teknisk, er Ricco Veile dog meget klar i spyttet omkring, hvad det vigtigste i deres forretning er: 

– Vi sælger troværdighed og er af den klare holdning, at et ord er et ord, og vi kan ikke leve med noget, der ikke virker. Ting skal køre. Når man bygger biogasanlæg, er der en masse faktorer, der skal gå op i en højere enhed. Dertil skal anlæggene hele tiden passes og plejes for, at man får et godt udbytte fra ens anlæg. Vi har stor fokus på at servicere vores kunder, så vi ikke ender med forliste biogasanlæg.

Inkubation

Som udbrydervirksomhed har Lundsby Biogas skulle træffe gode og rigtige valg for at sikre, at de kom godt fra start i den nye hverdag. 

– En af de udfordringer, man har, når man løsriver sig fra et andet selskab, er, at man mister noget af den daglige praktik, der er i at være en del af et større firma, rent administrativt. Derfor valgte vi, at en inkubationsløsning hos Agro Business Park var den rigtige løsning for os, så vi undgik at skulle bruge for meget tid på at lave praktiske hverdagsting og i stedet kunne fokusere på det, vi var gode til.

I løbet af årene i Agro Business Parks miljø, voksede Lundsby Biogas fra at være 15 mand til 33, og man valgte at flytte videre. Siden er navnet også ændret til Lundsby Renewable Solutions.

– Det handler om, at vi fik noget hjælp til at flytte hjemmefra, hvor der blev skabt et miljø, hvor vi kunne modnes som virksomhed og få den hjælp, man skulle have som ny virksomhed, der ville etablere sig.

Netværk

En stor del af den værdi, Lundsby Biogas fik ud af deres inkubationstid hos Agro Business Park, har ikke kun været administrativ, men også vist sig gennem den adgang til sparring med andre og til nye relationer, de har fået. 

– Når man bosætter sig i Agro Business Parks inkubationsmiljø, får man synlighed ind i den branche, man gerne vil arbejde med. Dertil har vi gennem Agro Business Park fået hjælp til markedsindsigter og andre forskellige rapporter, de har adgang til, gennem det netværk, de har i Danmark og Europa. De har specialister til stede, som kan hjælpe med meget specifikke problematikker ind i agroindustrien, fortæller Ricco Veile, og slutter:

– Vi bruger stadig den sparring, som Agro Business Park kan bidrage med, selvom vi er flyttet ud, og vi konsulterer nogle af de specialister, de har til rådighed, til blandt andet at hjælpe os med vores strategiske udfordringer.