
Det brede mix af hjemmehørende blomster er nu begyndt at blomstre! Store mængder af især de røde valmuer tiltrækker opmærksomheden, men kommer man tættere på, opdager man hurtigt, at der er masser af andre blomster, der blomstrer, og for hver dag sker der mere og mere. Bier og andre insekter summer også lystigt rundt i bedene.
Agro Business Park er omgivet af buske og træer og store græsarealer, og her er et rigt dyreliv. Men vi vil gerne gøre mere både for miljøet og for dem, der har deres daglige gang i huset. Der er nemlig mange, der bruger udendørsarealerne til både pauser, telefonsamtaler og gå-møder. Men sjældent går man ‘bare’ rundt på en græsplæne, så vi vil gerne gøre dem mere brugbare – og ikke mindst gøre det mere inspirerende og farverigt at se på.
Med de nye blomsterenge er der også etableret stier igennem områderne, så de inviterer til at blive brugt. Og vi ser frem til, at der forhåbentlig bliver endnu mere dyreliv omkring os.
Der er etableret store bede på over 1000 m2 både foran og bagved huset.


